Bio-sensor program

I Kennel House of Lieberkind bruger vi ’The Bio Sensor Program’ også kaldet ’The Super Dog Program’.

Bio Sensor Programmet er en tidlig neurologisk stimulans af hvalpen og bruges af det amerikanske militær til træning af deres militær hunde. Neurologiske øvelser i en meget tidlig alder har vist at give hunden en bedre hjerterytme, stærkere hjerteslag, større stresstolerance samt mere modstandsdygtighed overfor sygdomme.

Programmet foretages fra hvalpen er 3 dage til den er 16 dage og består af 5 små daglige øvelser, som giver hvalpen lidt neurologisk stimuli. Denne stimuli får hvalpens stresshormoner til at stige hurtigt og så falde forholdsvist hurtigt igen når den stressende stimulus forsvinder. At stimulere for meget kan være et problem og øvelserne laves derfor kun én gang om dagen og i max 3-5 sekunder for hver øvelse.

At det er vigtigt at socialisere en hvalp, ved de fleste. Flere forskerkredse er enige om, at socialiseringsperioden begynder omkring hvalpens tredje leveuge og slutter et sted mellem 12. og 16. uge og denne periode har enorm indflydelse på, hvordan hvalpen senere kommer til at udvikle sig. Men det, der sker før fødslen og i de første tre uger af hvalpens levetid, har ligeledes vist sig at have en enorm betydning for hvalpens udvikling.

Dr. Carmen Battaglia,(American Kennel Club Director) har studeret og forsket en del i tidlig neurologisk stimulation. Effekten af ovenstående stimulering er i følge Dr. Battaglia, at hjernens kapacitet øges og derved giver disse hvalpe et mentalt forspring. Derudover viser undersøgelser, at de stimulerede hvalpe er mere aktive og undersøgende end ikke stimulerede hvalpe.

Hvalpene reagerer forskelligt – både fra hvalp til hvalp og fra øvelse til øvelse. Det er tydeligt, at jo ældre hvalpen bliver, jo mere bevidst bliver den om øvelsen og den reagerer mere. Jeg noterer mig, hvilke hvalpe der reagerer hvordan og på hvilken øvelse. På denne måde kan udviklingen følges.

De 5 øvelser:

  • Man starter med den taktile stimulation og berører hvalpen med en vatpind under én pote eller ind i mellem ’tæerne’ i ca. 3 sekunder.
  • Hernæst holder man hvalpen i oprejst position med hovedet opad (ryggen lodret) i 3 sek.
  • Hvalpen vendes om så hovedet nu vender nedad i lodret position i max 3 sek.
  • Herefter lægges hvalpen roligt på ryggen i to hænder med rygraden hvilende i ens håndflader.
  • Til slut lægges hvalpen på en kold klud på ca. 5 grader med alle 4 poter på kluden.