Pudlen – en alsidig race

Pudlen kan meget andet end at være skødehund. Det er en intelligent hund, som gerne vil trænes, uden at den kræver et meget højt aktivitetsniveau.

Så hvad enten du er til agility, rally lydighed, udstillinger, lydighedskonkurrencer, nosework eller bare hygge i skoven eller sofaen, så stiller pudlen gerne op.

På grund af sin intelligens og arbejdsvillighed er pudlen også egnet som servicehund.

Rally lydighed

Rally lydighed

Pudlen er oprindelig en vandapporterende jagthund, og det er derfor den klipning, mange kender fra udstillingshunde, er opstået. Pelsen skulle være kort for at lette hundens fremdrift i vandet, men omkring brystkasse, hofter og fodled lod man pelsen være længere for at beskytte de indre organer og ledene.

Pudlen findes i 4 størrelser:

  • Toy 24-28 cm
  • Dværg 28-35 cm
  • Mellem 35-45 cm
  • Stor 45-60 cm

Pelsen skal være ensfarvet i en af følgende farver: Sort, hvid, brun, grå, fawn
Den findes nu også i to-farvet enten Black and Tan, som er sort og brun, eller Harlekin, som er hvid og sort.